Mads Peder og Maren
4. generation – oldeforældre – Kirsten Dortheas linie
Mads Peder Christensen 6
Født den 6. januar 1842 og døbt i Fårevejle kirke den 20. februar. Forældrene er gårdmand i Fårevejle Christen Nielsen ( ane 12 ) og hustru Anne Clausdatter ( ane 13 ).
I 1845 er Mads Peder registreret ved folketællingen sammen med sine forældre, 6 søskende og 3 tjenestefolk.
I 1850 bor Mads Peder hjemme hos forældrene på gården sammen med sine nu 8 søskende og 2 tjeneste-folk.
Mads Peder konfirmeres i 1856 i Fårevejle kirke og får karakteren ”Meget god”.
I 1860 er faderen død og moderen bor med sine 9 børn på gården. Mads Peder er nu 19 år.
I 1863 står han i den militære hovedrulle over værnepligtige. Hans højde er angivet til 62 tommer = 1 m 62 cm. Han er udtaget til ”Egentlig Krigstjeneste” under infanteriet ( fodfolket ), hvortil han sendes i 1865. Den 1.1.1867 overføres han til Forstærkningen (reserven).
Den 19. marts 1869 giftes Mads Peder i Fårevejle Kirke med pigen Maren Jensdatter.
Mads Peders ældste bror Niels er forlover sammen med Lars Olsen.
Maren Jensdatter 7
Maren er født den 8. september 1842 og døbes i Fårevejle kirke den 22. oktober. Forældrene er gårdmand i Weddinge Jens Jensen ( ane 14 ) og hustru Bodil Christensdatter ( ane 15 ). Fadderne er „husmændene Niels Kristensen Lars Hansen og Jens Carlsen af Weddinge Gårdmand Mads Larsens kone i Kårup“.
Moderen dør den 30. marts 1843 – inden Maren er fyldt 1 år – og faderen gifter sig igen i december året efter. Ved folketællingen i 1845 er Maren som 3-årig plejedatter hos en Jens Christensen i Veddinge by (ikke farfaderen). Tilsvarende ved folketællingerne i 1850 og 1860.
Maren bliver konfirmeret 2. søndag efter påske i 1856 i Fårevejle kirke. Dom angående Kundskab og Opførsel er „Meget God“. Det noteres samtidigt at hun har attesteret sin vaccination af den 18. august 1843.
Maren Jensdatter
Mads Peder og Maren var kendt som ”Peder og Maren på bakken” og de fik sammen børnene
1) Bodeline (Boline) født den 13. nov. 1869 i Fårevejle. Bor hos sin farmor Ane Clausdatter (ane 13) som plejebarn. Flytter i 1892 til København, hvor hun er tjenestepige hos skiftende familier. Hun bliver gift med Jørgen Hansen, født den 11. juni 1876 i Hillerød og død 21. november 1913. De får børnene
-Elly Elisabeth, født den 17. april 1905 i København, gift (1) med Hans Christiansen født i Hjembæk. De får børnene Palle Vinslaum Christiansen og Jørgen Vinslaum Christiansen. Gift (2) med Manfred Madsen født 4. november 1897 i Outrup og død 4. april 1981 i Hvidovre.
– Yrsa Elvira, født 16. april 1911
Efter mandens død flytter Boline og de 2 piger til Enghavevej 57. I de sidste år boede Boline på Svanevej ved siden af sin søster Kirsten Dorthea.
2) Christen født den 25. sep. 1871 i Fårevejle. I 1921 bor Christen i Vig med konen Mary, sønnen Dores og 2 logerende.
3) Anna Christine født den 20. sep. 1875 i Fårevejle
4) Kirsten Dorthea født den 16. marts 1880 i Fårevejle (ane 3)
5) Jens Peter født den 12. maj 1883 i Fårevejle
6) Henrik Valdemar født den 3. sep. 1884 i Fårevejle. Er tjenestetyende i 1901 på en gård i Asnæs.
7) Carl Albert født den 12. nov. 1887 i Fårevejle. Han dør den 29. december 1892 – 5 år gammel.
Det hævdes at der også er en Doris født i 1884 i Nykøbing, som ikke kan identificeres. I folke-tællingsskemaet for 1901 oplyser de selv, at de har 6 levende og 1 dødt barn i ægteskabet.
Ved folketællingen i 1880 bor børnene Christen og Anna Christine hjemme, medens Boline 11 år gammel er plejedatter hos enken Ane Clausdatter, der er husmor og gårdejer i Fårevejle samt hendes farmor (ane 13).
Ved folketællingen i 1890 bor børnene Anna, Henrik og Carl hjemme. Jens Peter er plejebarn hos Kristen og Karen Jensen i Veddinge. Kirsten Dorthea er plejebarn hos Peder Jensen og Karen Andersen i Veddinge. Christen er flyttet hjemmefra og er tjenestekarl på en gård- også i Veddinge.
I 1901 er det alene Anna, der fortsat bor hjemme.
Indtil de flytter ind til Asnæs by, bor de på gården i Veddinge bakker. Gården har matr. nr. 14c og 15e, og også i dag ligger der en gård på stedet ( Strandgårdsvej 4, 4550 Asnæs = (1) ). Gården ligger i det oprindelige Ods herred og har 3 bygninger. Stuehuset er fra 1860 og de to andre fra 1930’erne.. Mads Peder bliver gårdejer mellem 1870 og 1880. Inden da var han husmand og boede i et hus i Veddinge.
|
Gården Sandvang
Veddinge By Høve By
Strandgårdsvej 4
I 1904 flytter de til Asnæs Lammefjord (matr. 69) via Vig! Stedet ligger på den inddæmmede fjord. De lever nu af alderdomsunderstøttelse. I 1916 udgør den personlige pålignede skat til kommunen 0,50 kr. I 1906 bor Jens Peter hjemme og der bor en logerende. Begge er murersvende.
Den 16. august 1926 dør Mads Peder og han begraves den 23. på Asnæs kirkegård af sognepræsten. Han blev 84 år.
Maren dør den 18. marts 1941 og hun begraves den 23. på Asnæs kirkegård af sognepræsten. Hun blev 98 år.
Mads Peders underskrift som vidne i kirkebogen, da hans bror Lars bliver gift i 1871.
Maren Jensdatter i midten med de tre døtre og nogle børnebørn ca. 1928.
Bagerst står Kirsten Dorthea og Anna.