Hvad sker der lige nu ?

25.02.15. Oprettet 2 nye indlæg om familienavne med tekst flyttet fra velkomstsiden.
26.01.15. Så er aktiviteten genoptaget og familiemyten om Tyskland er skrevet.
27.12.14. En side om oldeforældrene Mads Peder og Maren er indsat. Mgl. bearbejdning og fotos. Ditto med tipoldeforældrene Christen og Anne, Christen og Karen Margrethe samt Niels og Ane.

Anton og Kirsten Dorthea

3. generation – bedsteforældre

 

Anton Michael Georg Sandvang                                                     2

 

Er født i Jylland i landsbyen Almind syd for Viborg den 12. marts 1876 og døbt i Almind kirke den 5. juni. Han fik ved dåben efternavnet Christensen. Navnet blev senere ændret til Sandvang (efter ansøgning til Københavns Overpræsidium den 14. marts 1928).

Forældrene er Anders Christensen (ane 4) og fru Ellen Cathrine Nielsen (ane 5), 26 år, begge fra Almind.

Fadderne er

  • Søren Peter Pedersen
  • Niels Jakobsen
  • Jens Peter Christensen
  • Peder Papsø

Alle af Almind sogn

 

Han er konfirmeret 14 år gammel søndag efter påske 1890 den 13. april i Almind kirke. Dom angående kundskab og opførsel er: Gode.

 

 

 

Værnepligten aftjenes i Randers ved dragonerne. Hans hest hed Ferdinand.

 

En flot dragon.

 

Som så mange andre i den periode flytter han i 1899 fra Jylland til hovedstaden. Han har en ældre bror, der nok forventes at overtage gården. I København får han arbejde først som portør og stationskarl og siden ved sporvejene.

Han bor først på Amager, siden i Nansensgade, Dybbølgade, Valdemarsgade, Oehlenschlægersgade, igen Valdemarsgade og så Blegdamsvej. Her bor han kun 1 måned for at flytte til Willemoesgade.

Ved folketællingen i 1901 boede han i Nansensgade 44 på 2. sal som logerende. Han var på det tidspunkt ansat som daglejer ved banen.

 

I 1905 gifter han sig med

 

Kirsten Dorthea Christensen                                                         3

 

Er født i Nordvestsjælland den 16. marts 1880 og døbt i Fårevejle kirke den 25. april. Forældrene er Mads Peder Christensen (ane 6) og hustru Maren Jensdatter (ane 7) i Veddinge.

Fadderne er gårdmand Christen Jensen, gårdmand Peder Jensen af Veddinge, Niels Christensen i Fårevejle og førstnævntes hustru Karen Christensen.

 

9 år gammel er Kirsten Dorthea ifølge folketællingen i 1890 plejedatter hos jordbruger Peder Jensen i Veddinge (fadder ved dåben) og Karen Kirstine Andersen på gården Sandvang. Hvorfor hun skal i pleje hos en anden bonde på egnen, når hun har sin egen familie vides ikke, da det normalt var fattige og forældreløse børn, der kom i pleje (og det var ikke altid rart). Der er også 2 plejesønner på gården. Det kan skyldes at plejeforældrene var barnløse! Det var et meget lykkeligt plejeforhold, og man ønskede også at adoptere hende, uden at det dog blev til noget.

 

Ca, 1905. Udsigt over Veddinge set fra nord. I baggrunden t. h. (hus med tre skorstene) ses Veddinge Skole.

Billedet er taget tæt på Mads Peder Christensens jord, der ligger bagved fotografen (og som forklarer at de kaldes Peder og Maren på bakken).

 

Vel omkring 10-12 år gammel !

 

Hun konfirmeres 14 år gammel den 1. april 1894 i Fårevejle kirke ved sognepræst Rosen. Hun er bedømt til meget gode kundskaber og opførsel.

 

I 1901 møder hun Anton Michael ved et bal i København.

 

”Ungkarl og Konduktør i Köbenhavn Anton Michael Georg Christensen bliver gift i Fårevejle kirke den 30. november 1905 med Kirsten Dorthea Christensen, pige hjemme hos sine Plejeforældre i Veddinge. Forloverne er gårdmand gl. Peder Jensen i Veddinge (plejefaderen) og Baneformand I. C. Olsen i Köbenhavn (også fadder ved Annas dåb).”

 

Københavns Rådhus indvies i 1905

Brudeparret i november 1905

 

I 1906 bor det unge par på adressen Lille Frydsvej 15B, stuen. Han er nu blevet sporvognskonduktør. Lille Frydsvej lå på Vesterbro og skiftede i 1920 navn til Tøndergade.

I sommeren 1907 flytter de til Esromgade 18 på Nørrebro. De flytter efter fødslen af deres første barn, men inden barnedåben.

 

 

 

De får 3 børn

  • Sofus Orla født den 31. maj 1907 og døbt i Skt. Stefans kirke den 18. august. Gift med Karen Margrethe Lynge, født 1908 i København. De boede først i Roskilde, men senere i Helsinge i Nordsjælland, hvor de havde en købmandsforretning. 2 sønner Tom og Stig.
  • Albert Henry født den 23. november 1908. Gift med Sonja Ingefred Nathalia, født den 28. juni 1912. Ingen børn.
  • Anna Margrethe ( ane 1 ) født den 28. juni 1910. Gift (1) med mekaniker Hakon Dyhr Jensen og skilt den 18. marts 1942, ingen børn. Gift (2) med Erling Carl Emanuel Foverskov. 3 børn, Eddy, John og Annie

 

Da Albert Henry bliver født, bor familien stadig i Esromgade. I 1909 flytter man til Vølundsgade, hvor Anna Margrethe fødes, og i maj 1911 flytter man til Svanevej 33 og sluttelig flytter man i 1916 til samme gade nr 31, stuen t.h. ( Etagen kaldes her mezzanin = høj stue-etage Det blev senere ændret til 1. sal ! ).

 

Sommertid indføres første gang ved lov af 13. maj 1916.

Ved oktober flyttedag i 1916 er bolignøden så stor, at talrige familier må indkvarteres i skoler og andre offentlige bygninger. Det private byggeri er som følge af de stigende omkostninger næsten helt standset, og byggeriet er i de følgende år overladt boligforeninger med offentlig støtte.

Svanevej 31 til højre – staldbygning overfor (Anna kunne som ældre huske hestene i sin barndom)

 

Nogle af familiens lejligheder lå i huse ejet af Detailhandlerbanken i Likvidation. De må have kendt ”nogen”!

 

Ved flytningen i 1916 var Anton blevet vognstyrer ved Københavns Sporveje. Her tjente han 1.800 kr. om året, og betalte 2,63 kr. i skat til staten og 11,63 kr. i skat til kommunen. Han supplerede sin indtægt ved at være vicevært i ejendommen og holdt udgifterne nede ved at have høns i haven bag ejendommen.

Ny motorvogn 1915

Tag en tur med sporvognen her   (Ctrl+klik)

 

I 1928 skifter hele familien efternavn fra Christensen til Sandvang. Der er søgt om det og givet tilladelse i Københavns Overpræsidium.

 

 

 

 

I 1930 boede børnene stadig hjemme. Orla på 23 år var ekspedient hos Farvemøllen, Grønnegade 33, Henry på 22 år var ekspedient hos Rasmus Rudholt, Nørregade 35, og Anna på 20 år var kontorist hos Kristeligt Dagblad.

 

På et tidspunkt fik man råd til at få et sommerhus, og det lå i Søborg ved Utterslev Mose (form. på Mosevangen) – en lille pæn cykeltur fra Svanevej. I sommerhuset tilbragte familien hver sommer mange gode og lykkelige timer. Købet af sommerhus og grund blev ikke finansieret af de 4.000 kr. som Anton fik for at give afkald på sin arv i gården ved Almind, for de penge blev anbragt i Landmandsbanken før den krakkede. Han mistede de fleste af pengene.

 

Anton blev udsat for en arbejdsulykke. Han blev kørt ned af en sporvogn i remisen. Han blev skadet, hvilket bevirkede at han ikke huskede ret godt. De voksne sagde om ham, at han var meget barnlig, men børnebørnene elskede ham. Kirsten Dorthea led af rystesyge ( Parkinsons)

 

  1. juni 1929

 

 

Børnene lærte at spille musik, og de to brødre spillede til dans på Emdruplund kro i Søborg – Orla på klaver og Henry på violin. Kroen blev nedrevet i 1952 og der blev bygget en skole på grunden. Annas søn Eddy gik på denne skole i 9 år og spillede til dans på skolen i 1964. Også Anna lærte at spille klaver, men optrådte kun een gang, hvor hun var meget nervøs..

 

 

Midt under besættelsen dør Kirsten Dorthea på Bispebjerg Hospital den 9. maj 1943 efter længere tids sygdom. Hun begraves fra Bispebjerg Krematorium den 14. maj. Dødsårsagen er Ileus e. adhæsion (tarmslyng !). Hun blev 63 år.

 

I 1948 dør Anton Michael af et hjertestop den 5. januar. Han var død ved ankomsten til Bispebjerg Hospital. Han begraves den 12. januar fra Bispebjerg Krematorium og nedsættes i urnehaven på Bispebjerg Kirkegård. Han blev 71 år.

 

Hans datter Anna bisættes samme sted 47 år senere.

 

Sønnen Henry bliver boende i lejligheden i nogle år til han selv bliver gift og flytter.